Anton Reicha (1770-1836) var
jævnaldrende med Beethoven, med hvem han
stiftede bekendtskab, da han som 15-årig
blev ansat som koncertmester ved det kurfyrstlige
hof i Bonn. Under den franske besættelse af
det vestlige Tyskland begav han sig 1794 til
Hamburg, hvor han studerede komposition og
musikteori, og fra 1892-08 virkede han som
komponist og pædagog i Wien, hvor han havde
nær kontakt med Haydn, Beethoven og dennes
lærere Albrechstberger og Salieri. Herefter
bosatte han sig i Paris, hvor han blev en
eftertragtet lærer bl.a. for Berlioz,
César Franck, Gounod og Liszt, og i 1829
blev han fransk statsborger. Reicha udgav
adskillige lærebøger om fuga,
harmonik og komposition, og som komponist skrev
han en del operaer, symfonier og kammermusik og
indtog her en central plads i overgangen mellem
wienerklassikken og romantikken. I Paris fandt
han sammen med en gruppe fremragende
blæsere, der blev kendt som
”Reicha-Kvintetten”, og til den skrev
han mellem 1811 og 1820 en serie
blæserkvintetter, der i samtiden blev meget
berømte for deres fine klangbehandling.
Flere af hans blæser-værker spilles
stadig, herunder også aftenens Andante i
Es-dur.
En fantasifuld leg med klangfarver kendetegner
mange af Jean Francais’ værker. Jean
Francais (1912-97) var uddannet som pianist hos
Isidore Philipp på Pariserkonservatoriet,
hvor han desuden studerede komposition hos Nadia
Boulanger. Francais var overordentlig produktiv
og blev kendt for at skrive ”seriøs
musik, som aldrig er tung” og ”musik,
som spreder glæde”. Lethed og
elegance er blandt de gennemgående
træk i hans musik, der gerne er krydret med
kække, pikante dissonanser, og hans musik
kan til tider synes beslægtet med den
”letbenede” stil, som bl.a. Poulenc
stod for. Francais havde dog ingen forbindelse
med Poulenc og gruppen Les Six, men så
især Haydn, Mozart, Schubert og Ravel som
sine forbilleder. Navnlig kammermusikken havde
hans bevågenhed, og han skrev for
næsten alle tænkelige
instrumentkombinationer. Trioen for obo, fagot og
klaver komponeret i 1994 og er blandt hans
seneste værker.